Anyware Smart Adapter

Anyware Solutions er en iværksættervirksomhed, der har udviklet idéen til en internet-forbundet adaptor, som kan indbygges i en standard E27-lampefatning. Designet inkluderer indbyggede sensorer, der måler temperatur, fugtighed, lydniveau/støj og det omkringliggende lys. Den kan dermed fungere som indbrudsalarm, overvåge indeklimaet og styre lyset.

Anyware Smart Adaptor

Udfordringen

Stifterne af firmaet Anyware Solutions henvendte sig til Develco for at få løst udviklingsopgaven. Selve konceptforslaget var beskrevet, men for at sikre en præcis og realistisk projektbeskrivelse blev der indledningsvis gennemført en detaljeret konceptafklaring.  Mekanikken var den store udfordring, idet størrelse og form er determineret af hulrummet mellem kapperne i E27/E14 adapteren. I forhold til ønskerne om funktionalitet var pladsforholdene derfor meget trange. 

Develco’s løsning

Develco måtte anvende meget små komponenter, eksempelvis 3x3mm PSON IC’ere, og printet er et bøjeligt Rigid-Flex PCB. Anyware Smart Adaptor transmitterer via de indbyggede WiFi og Bluetooth Low Energy interfaces. Den kan betjenes via Anyware App’en, men den bliver også kompatibel med Apple HomeKit og Amazon Alexa/Echo og servicen IFTTT. 

Develco har ikke blot haft ansvar for udviklingsopgaven i forhold til Anyware Smart Adaptor, men også for produktmodning. Develco har endvidere været ansvarlig for design og udvikling af de plastforme, der er nødvendige til fremstilling af prototyper og til masseproduktion.  En af Develco’s spidskompetencer er netop Design For Manufacturing. Optimering i forhold til produktionsomkostninger og kvalitet har naturligvis afgørende betydning for et produkts markedssucces og rentabilitet.

Benefits

Anyware Solutions har fået opfyldt deres ønske om en løsning, der er så lille, at den nærmest bliver usynlig i brugernes hjem eller kontor og som er enkel at bruge.

Løsningen kan ikke blot bruges til at alarmere i tilfælde af indbrud, men Anyware Smart Adaptoren kan opsamle data, som åbner op for, at forsikringsselskaber kan bruge løsningen til at rådgive deres kunder målrettet og forebyggende på baggrund af data fra kundens eget hjem.