Grundfos forbedrer sine internetbaserede

servicetilbud med en ny gateway udviklet af Develco

Grundfos har med sine pumper produktmæssigt haft en førende teknologisk position i mange år. Med Internet of Things-løsninger har Grundfos nu også taget teten på servicedelen.

Et enormt forbedringspotentiale

Grundfos har for længst erkendt, at intelligente digitale løsninger repræsenterer et enormt potentiale for deres kunder med hensyn til at forbedre anlægsperformance. Også i relation til den fortsatte teknologiske udvikling hos Grundfos er internetbaserede løsninger kilde til værdifuld information.  Grundfos har løbende konkretiseret visionerne i nyskabelser til forbedring af informationsindsamling og -styring.

Effektiv overvågning af pumpesystemer har stor sikkerhedsmæssig og økonomisk betydning, hvad angår forebyggelse af nedbrud eller ekstraordinær belastning. Klimaforandringer med bl.a. større vandmasser til følge har i særdeleshed skærpet sidstnævnte udfordring. Selve overvågningen har imidlertid tidligere været meget ressourcekrævende med traditionelle metoder i form af kontrolbesøg.

Grundfos etablerede derfor et Remote Management system benævnt GRM, som er et internetbaseret system til overvågning og styring af pumpeinstallationer i fx erhvervsbygninger, vandforsyningsnetværk og spildevandsanlæg. Med opkobling til GRM-systemet får brugeren via sin pc fuldt overblik over systemets drift samt sms-besked i tilfælde af alarmsituationer.  GRM giver Grundfos adgang til Big Data om alle overvågede systemer og dermed et validt analysegrundlag til optimering af både pumper og servicetilbud.

Grundfos Connect Box G501

Develco har udviklet en gateway, G501 Connect Box, som udmærker sig ved mange tilslutningsmuligheder og dermed at være optimeret til bolig- og erhvervsbyggerier, kommunale bygninger og institutioner med Grundfos-pumper.  Enheden kan forbindes med pumperne via kablet kommunikation (GENIbus) og trådløst i form af radiokommunikation. G501 kan også tilsluttes via puls-bredde modulation (PWM), digital in- og output eller med start/stop relæ. Endvidere har G501 3 indgange til eksterne sensorer, der kan måle tryk, flow og temperatur.

Udviklingsprocessen

Develco har samarbejdet med Grundfos omkring udviklingsprojekter i mere end 25 år og har derfor en bred og dyb indsigt i virksomhedens teknologiske platform. Develco har været med til at udvikle flere af de kommunikationsløsninger, der monitorerer og styrer pumper.

Projektleder Erik Refsgaard, Develco, fortæller om projektet: ”G501 Connect Box er en værdifuld nyskabelse rent funktionsmæssigt. Den bygger ikke på revolutionerende ny teknologi. Tværtimod. Den store – og absolut ikke enkle – udfordring for vores ingeniører har været at sætte sig ind i gamle protokoller og software og lave en fejlfri konvertering til en nutidig transmissionsstandard. Jeg er stolt over, at det er lykkedes, og Grundfos har fået et produkt, der virkelig er nyttigt.”