Fra Praktik til job som R & D Software Engineer
Til udvikling af kundernes nye teknologiprodukter har Develco ansat Mads Fidder Jørgensen som ny R & D Software Engineer. Han har arbejdet i det teknologiske udviklingshus gennem sidste del af sit ingeniørstudie og frem til ingeniørjobbet.
Første kontakt på Praktikdag på Aarhus Universitet
Mads Fidder Jørgensen er uddannet som diplomingeniør i elektronik fra Aarhus Universitet. Siden allerførste kontakt på Praktikdagen for 2 år siden har Mads ikke forladt Develco gennem studietiden. Som ingeniørpraktikant arbejdede han med prototype platforme til Proof of Concept og var involveret i enkelte kundeprojekter. Efter praktikperioden fortsatte Mads som studiemedhjælper og hjalp med mindre opgaver i aktuelle kundeprojekter. Blandt andet en Time of Flight TOF-sensor til OSAA Innovations smarte mobile IoT løsning iV2GO til Intravenøs IV behandling. I sit bachelorprojekt for Develco samarbejdede han med en Junior Race Engineer om udvikling af en Infrarød IR sensor til måling af dæktemperatur på racerbiler. Efter bestået eksamen og færdig uddannelse som elektronikingeniør blev Mads fastansat som R & D Software Engineer i ingeniørteamet.
To måneder er aldrig ens hos Develco
”På Praktikdagen for 2 år siden fik jeg et rigtig godt indtryk af Develco og søgte derfor praktikpladsen. Mit førstehåndsindtryk af Develco har holdt stik, og jeg har ikke set mig tilbage siden dengang. Jeg er rigtig glad for at arbejde i et mellemstort udviklingshus som Develco med en flad organisationsstruktur. Her taler alle med alle. Jeg får lov at prøve kræfter med mine kompetencer inden for elektronik og arbejde med forskellige kundeprojekter frem for at specialisere mig i f.eks. udvikling af antenne design. Jeg nyder at lære at skrive embedded software og have variation i udviklingsprojekterne hos Develco. Når jeg holder fri, samler jeg ny energi ved at styrketræne eller spille beachvolley og disc golf”, udtaler Mads Fidder Jørgensen.